Ejendomsmægler-trainee: »Jeg jagter drømmen på godt og ondt«

Louise Andersen på 25 år er trainee hos Fokusmæglerne. Det har været en snørklet vej med fordomme og uddannelsesskift, men hun fortryder intet den dag i dag.

 

Går du forbi butiksfacaden hos Fokusmæglerne, er det svært ikke at stoppe op og lade sig friste af salgsopstillingerne på et utal af charmerende boliger. Lader du blikket glide ind i rummet bag facaden, ser du ind i et rum, der ligner noget fra et boligmagasin. Det er her, de fire kvinder fra Fokusmæglerne holder til, og det kan ses på indretningen. Det er også her, du finder 25-årige Louise, der lige nu er salgstrainee hos Fokusmæglerne.

»Sæt du dig op, så kommer jeg med en kop kaffe,« siger hun smilende og går ud i det lille køkken. Op ad trappen er der blevet anlagt et fashionabelt mødelokale i glas, så man ikke kan undgå at blive badet i solens lys, når den kigger frem bag skyerne.


Et opgør med systemet

Fokusmæglerne er mere atypisk end din normale stereotype forestilling af en ejendomsmægler. Cecilie Stonor og Katrine Schmidt, som startede forretningen i 2015, ville gøre op med det system de tidligere har oplevet gennem deres erfaring hos andre ejendomsmæglerkæder. Deres største mærkesag er, at de vil have mere fokus på kunden og gøre lige dét ekstra. »De tænker på andre end dem selv og deres guldlommer,« fortæller Louise og understreger, hvor stolt hun er af, at kunne få lov til at arbejde et sted som Fokusmæglerne.

»Hvis det bliver nødvendigt, sørger Cecilie og Katrine selv for at lejligheden er ren og præsentabel. Ikke fordi de ikke har bedre ting at tage sig til, men fordi de tror på, at det er vigtigt at gøre noget ekstra for deres kunder. Det gør mig stolt.«

Louise startede på en finansbachelor, som hun senere hen droppede ud af til fordel for trainee-stillingen hos Fokusmæglerne. På bacheloren fortalte en foredragsholder, at familieliv og jobbet som ejendomsmægler sjældent kunne hænge sammen. I hvert fald ikke hvis man vil være på toppen. »En helt forkert holdning i min optik,« mener Louise. Trods foredragsholderens tanker om, hvad det indebærer at være ejendomsmægler, valgte hun at jagte drømmen, som havde prydet hendes tanker helt tilbage fra gymnasiet.

 

»Jeg følte ikke, at det var fortjent, så derfor ville jeg godt selv kæmpe«

 

»Jeg har altid haft en lidenskab for bolig og indretning helt tilbage fra SIMS-tiden (et computerspil). Jeg spillede SIMS for at indrette og bygge… det var lidt lige meget med familierne,« fortæller hun med et smil på læben. Med drømmen om at blive ejendomsmægler, ville Louise skifte fra finansbachelor til finansøkonom. Hun søgte ind på studiet i finansøkonomi to år i træk, men uden held begge gange.

 

Et spørgsmål om prioritering og udsigten til en travl hverdag

Herefter begyndte Louise at søge trainee-stillinger. »Jeg havde søgt så mange steder - også i Hvidovre og Rødovre, hvor jeg er fra.« På trods af, at stort set ingen gav så meget som et automatiseret svar, vidste Louise, det var det, hun ville - men ikke for enhver pris. Hun vidste, at der var mulighed for et job hos en stor ejendomsmæglerkæde gennem en privat kontakt. Men at gøre det gennem en smutvej, ligger ikke til Louises natur. »Jeg følte ikke, at det var fortjent, så derfor ville jeg godt selv kæmpe.« Det gjorde hun og fik da nys om stillingen hos Fokusmæglerne, hvor hun blev kaldt til samtale og fik jobbet. »Så droppede jeg ud af studiet for at jagte drømmen her,« siger hun med et smil. Da Louise blev tilbudt trainee-stillingen hos Fokusmæglerne, var det dog ikke uden konsekvenser for hendes videre uddannelse.


Da hun fik jobbet hos Fokusmæglerne
fandt de sammen en løsning på, hvordan hun i stedet skulle tage sin uddannelse. Det var nødvendigt, da de ellers ikke ville kunne ansætte hende som ansvarlig mægler efter trainee-forløbet. Hun tager derfor nu finansrådgiver-uddannelsen ved siden af, hvilket ikke altid er en dans på roser. Louise arbejder nu fuldtid hos Fokusmæglerne, har undervisning om aftenen og eksamen hver fjerde måned. Det kan bestemt mærkes, at der er meget at se til i hverdagen. Privatlivet går heller ikke upåvirket hen. »Det skal virkelig understreges, at man skal være forberedt på, hvilken betydning det har for ens hverdag. Man skal være klar på, at det bliver en hård omgang,« forklarer Louise.

 

»Kvinder kan ikke være ejendomsmæglere. De er for bløde og kan ikke forhandle godt nok«

 

Nu hvor hun ved, hvor godt hun har det hos Fokusmæglerne, fortryder hun dog intet. »Jeg ville for Guds skyld ikke bytte min arbejdsplads ud,« siger hun med et næsten alvorligt udtryk i ansigtet. Velvidende, hvor hårdt det er at tage en uddannelse ved siden af et fuldtidsjob, ville hun gøre det hele igen. Dermed ikke sagt at Louise klart kan anbefale at læse finansøkonomi og derefter blive ejendomsmægler-trainee. For Louise var det i sidste ende at gøre det, som hun virkelig drømte om. Dette var også grunden til, at hun uden tøven tog stillingen hos Fokusmæglerne. »Jeg tænkte, at jeg bare måtte springe ud i det og se, hvor vejen tager mig hen.«

 

Samfundets forventninger og spidse albuer

Der er mange fordomme og tanker om, hvad en ejendomsmægler er, og hvem de er. Fokusmæglerne har stået model til udtalelser som »kvinder kan ikke være ejendomsmæglere. De er for bløde og kan ikke forhandle godt nok.« Louise ryster på hovedet af den udtalelse og fortæller, »her er vi fire kvinder, som brænder utroligt meget for branchen - langt mere end hvad jeg tror, normalt er. Vi er 100 procent fokuserede. Og forresten mindst lige så gode til at forhandle, som havde vi været mænd,« fortæller hun og fortsætter.


»
Man skal ikke blive skræmt væk af diverse fordomme og generaliserende ord, der er omkring at blive ejendomsmægler. Der er forskellige steder og muligheder.« Gennem finansrådgiver-uddannelsen møder Louise mange andre studerende, der er trainees hos store kæder, og udlever drømmen der. »De er bare vant til at have spidse albuer, fordi man ikke deler lagkagen på samme måde, som man gør de mindre steder.«


Selvom
Louise er overbevist om, at hun også vil kunne trives hos et større firma, er hun mere end tilfreds med en mindre butik, som Fokusmæglerne. »Jeg er rigtig glad for intimiteten og den personlige glæde ved, at de andre kommer på arbejde.« Der er fokus på at give hinanden plads og tage højde for hinandens styrker og svagheder. »Hvis jeg ved, at det her, lige er en sag for f.eks. Cecilie, så er det klart, at jeg lægger den ind til hende, fordi hun er den bedste til at sælge den,« siger Louise.

 

»Der er mange, der tysser på de grimme detaljer«

 

En forretning som Fokusmæglerne har givet Louise mulighed for at få noget hands-on erfaring samt mere ansvar, end hvis hun havde været trainee hos en stor ejendomsmæglerkæde. Det første år som trainee hos Fokusmæglerne gik med administrative opgaver og masser af baggrundsviden. I den forbindelse fik Louise en idé om, hvor stort et ansvar man som ejendomsmægler egentlig har over for sælger og køber. Efter årsskiftet var Louise mere ude på fremvisninger og havde her mulighed for at kunne anvende sine mange års erfaring med salg og kundekontakt. »Det at tale med kunder og nye mennesker har aldrig skræmt mig. Med tiden har jeg også fået en masse nyttige værktøjer, som gør det hele nemmere,« fortæller Louise.


Fokusmæglernes identitet er det, der gør Louise stolt af at være en del af forretningen.
Det er hårdtarbejdende kvinder, der er motiverede, dygtige og utroligt ærlige. De donerer 5 % af deres omsætning til et godt formål og er til hver en tid ærlige over for kunderne. »Der er mange, der tysser på de grimme detaljer. Det er også heraf fordomme om den højrøvede Jeppe K-type opstår. Det og de generaliserende ord var bare ikke nok til at skræmme mig væk,« runder Louise af med et glimt i øjet.